I voltigering er ryggen redskabet

Voltigering er den eneste disciplin, hvor mennesker står op på hesten. Hvad det betyder for gjordsted, ryg og man, og hvilken kontrol der tæller før hver træning.

Der findes en disciplin, hvor hesteryggen ikke er et sæde, men et redskab. I voltigering står et menneske deroppe, springer af, lander igen, nogle gange tre ad gangen. Den, der arbejder sådan, passer ryggen ikke af kærlighed, men af beregning: det, der gnider i dag, kommer i morgen tilbage som uro.

Ryggen er her en arbejdsflade. Man behandler den som materiale, der skal holde tyve år endnu.

Voltigeringsgjorden sidder anderledes end en sadel

En voltigeringsgjord har to faste greb, for det meste også stropper, og den ligger på et tykt pad. I tyve minutter trækker hænder i de greb, oppefra, fra siden, i afspringets øjeblik med hele kropsvægten. Trykket bliver hele tiden på det samme sted. Derfor er gjordstedet på en voltigeringshest det sted, man kender som sit eget ansigt.

• Læg paddet glat på, ingen fold, intet sand nedenunder.
• Stryg hårene i gjordstedet i vokseretningen, før du spænder.
• Kør den flade hånd over gjordsted og sadelleje: varme, buler, skaldede steder.
• Efter træningen skal du mere end løsne gjorden. Se igen.
• Hvide hår på et sted er en gammel protokol og intet tilfælde.

Altid samme hånd, altid samme cirkel

Hesten går på longen, i galop, på en cirkel på omkring tretten meter, ved stævner på venstre hånd. Det er ensidigt arbejde, og det bliver det, uanset hvor godt der longeres. Udligning er derfor ikke et ekstra, men en del af planen: den anden hånd, strækninger i terrænet, lige linjer, bomme, dage uden gjord.

Man, greb og det med glansen

Manen ligger præcis dér, hvor hænderne griber. En hårtot under grebet er et træk i halskammen, det samme ved hvert opsving. Mange voltigeringsheste bærer manen kort, flettet eller konsekvent til den ene side. Og alt, der gør glat, bliver den dag i kassen: greb og gjordsted vil have fat, ikke silke.

Ro hører til egnetheden

Musik, bifald, otte børn ved cirklens kant: en voltigeringshest skal være kedelig, og det pålideligt. Den ro opstår ikke i hallen, den opstår i staldgangen. Ti minutter pudsning i samme rækkefølge, hver dag, er træning til præcis det øjeblik, hvor nogen rejser sig deroppe, og intet skal ske.

En hest, der lader sig pudse i ro, står også i ro ved cirklen.